Sightseeing tur til Yosemite National Park
18. august 1997
Efter den snart traditionelle dejlige campingmorgenmad tog vi afsted
på vores sightseeing tur til Yosemite National Park. Turen dertil
er smuk og ikke særlig lang. Den sidste del af turen går langs
floden Merced på Route 140, og vi ankommer til Yosemite Arch Rock
Entrance. Selv om vi synes vi var alene på vejen dertil er der, som
altid, en kø af biler ved indgangen. Det tager ikke lang tid,
man skal jo blot betale adgangsbilletten, som er på $10, men
så gælder den også for Sequoia National Park og i flere
dage.
Efter at have taget en masse billeder af den smukke natur nåede
vi til Yosemite Visitor Center. Det var absolut ikke en meget stor besøgsdag,
men alligevel var næsten alle p-pladser optaget, men det lykkedes
for os at finde en plads til vores bil, endda meget tæt på
stien til Yosemite Falls, som var vores mål nu. Vi forlod bilen og
begav os ud på turen. Det var smukt, mange mennesker og en dejlig
temperatur. Og hvad møder vi, som noget af det første:
Ja det er utroligt. Vi kan tydeligt huske vores tur i USA i
1986, hvor vi af og til mødte danske Roligans klædt i rødt
og hvidt, stolte over, at det gik så godt for det danske landshold
i fodbold, men nu er det åbenbart skiftet til, at alle Brøndbys
over 16.000 support’ere klæder sig i gult og blåt og kommer
overalt på jorden. Vi synes selvfølgelig det er fedt nok,
og vi fik da lige udvekslet de sidste fodboldresultater med disse to Bif’ere,
i øvrigt fra Jylland. Vi kunne nogle resultater mere end de, vi
var jo i konstant forbindelse med vores kilde, Morten.
Vi så, fotograferede og nød Yosemite Falls, selv
om der ikke var meget vand tilbage.
Det skifter meget år efter år. Sidste år havde der
været en meget voldsom oversvømmelse på grund af et
meget pludselig forår med deraf følgende hurtige snesmeltning.
Veje, pladser og stier var blevet ødelagt, og parken havde flere
steder været helt lukket. Men nu var det fint igen.
Faldet er ca. 2.425 feet, og det ser fantastisk ud. Tilbage til bilen
og Restroom skal lige besøges før vores næste udflugt
starter.
Næste punkt, der skal besøges, er Glacier Point,
et udsigtspunkt der ligger 3.200 feet over Yosemite Village og med den
skønneste udsigt til blandt andet Yosemite Falls. Det er en fantastisk
tur derop, gennem afbrændte skove, forbi skisportssteder, forbi et
utal af udsigtspunkter, forbi en masse turister, der alle tager i tusindvis
af billeder. Det er ikke så mærkeligt, at Kodak er sponsor
for parken. Og så Glacier Point. Det er lige ved at tage pusten fra
os, selv om vi er blevet meget forvente. Hvor er her dog smukt og selv
om der er mange mennesker, er der rigeligt med natur til os alle.
Da vi havde taget vores del af de mange tusinde Kodak-film, var vi efterhånden
blevet en lille smule sultne, og da der var ved at blive bygget et Visitor
Center ved selve udsigtspunktet, var det meget naturligt at besøge
det for at få lidt at spise. Vi fik også lidt at spise, meget
lidt endda, softice og banan. Ja det er ikke så meget vi behøver
til frokost efter vores store morgenkomplet!!!!!! I går spiste vi
2 bjørneklør (uspiseligt wienerbrød og i forgårs
donuts (overordentligt spiseligt ”wienerbrød”) og lakrids. Nedturen
fra Glacier Point var selvfølgelig lige så smuk som opturen.
Det er mærkeligt, at en sådan tur-retur er så forskellig.
Nedturen virkede som om det var første gang vi så de storslåede
scenerier. Ved vejkrydset Chinquapin valgte vi turen til Mariposa Grove
med de store Redwoods og ved Wawona Informations Center skiftede vi vores
bil ud med en bus, 26$, som kørte os til Mariposa Grove, hvor vi
skiftede til en specialbygget åben traktorlignende bus med chauffør,
som også var guide. Endda en god og meget fortællende guide.
Han fortalte mange gode og spændende historier om de store Redwoods,
som her hedder Sequoia.
De ældste er omkring 2.700 år gamle og mange af dem er over
100 m høje med en bark så tyk, at de kan modstå de store
skovbrande, som der gennem årene har været mange af. I misforstået
naturbeskyttelse, har parken forsøgt at sikre de store kæmper
mod disse brande, ved at stille mange restriktive krav, men det har så
vist sig, at det ikke gik så godt for udbredelsen af de nye Sequoia’er,
som krævede lys og luft de første mange år af deres
levetid. Så da man opdagede, at træernes bark var så
tyk, at den var i stand til at holde enhver ild borte fra træet,
har det i visse tilfælde været nødvendigt at antænde
ild i underskovene for at hjælpe naturen lidt på vej. Men naturen
kan selv. De fleste brande skyldes naturen selv, lynnedslag har deres ansvar
for de mange ”naturkatastrofer” i naturparkerne i USA. Og efter selv meget
voldsomme brande er naturen i løbet af få år i stand
til at retablere sig igen. Det har vi set med Yellowstone, som vi har besøgt
3 år efter en af de største brande, man har kendt i nyere
tid. Ofte gavner disse brande også på insektangreb på
træerne, der bliver renset godt ud.
Men disse Redwoods eller Sequoia er fantastiske. Man bliver lille,
når man ser dem, ikke alene fysisk, men også på alle
andre måder, tænk at disse levende væsener har stået
der i over 2.000 år, hvad er der ikke sket med menneskeheden i disse
2.000 år, fra Kristi fødsel til nu. Et træ i Redwood
National Park, som vi kørte igennem ad route 101 ved kysten, var
for ca. 15 år siden ramt af lynet i toppen, og en del af toppen brændte
og knækkede af, men træet lever i bedste velgående endnu.
Vi så flere af disse giganter ligge på jorden, fældet
af alder eller andet, liggende nøjagtig som de var faldet for måske
100 eller 200 år siden. Det store billede i min 50 år gamle
geografibog, som viste et træ med en gennemkørsel
for biler, det er en gammel Ford T, der kører igennem, ligger her.
Træet, som billedet viste, væltede for 20 år siden, og
man kan tydeligt stadig se vejen til og fra træet. Nu er der andre
træer, man kan gå i gennem, men nu har man forsøgt at
beskytte disse verdens største levende ”væsener” mod os mennesker,
det har nemlig vist sig, at jorden omkring træerne ikke må
trædes fast, så mister træernes deres naturlige åndemulighed
gennem deres rødder. Så alle steder bliver man mindet om dette,
og man må ikke forlade stierne.
Dette billede viser tre teenagere. De er "kun omkring 300 år
gamle.
|